Havtorn er en meget hårdfør plante, som kan vokse rigtig mange steder og tåle meget. Derfor er den også at findes på steder som er udsat for tørke, meget sol, salt og vand. I Danmark finder man den bla. i klitterne ved Vesterhavet. I Canada dyrkes den bla. som et læhegn mellem de store veje og den øvrige bevoksning. Her beskytter den de andre planter for alt det salt som sprøjtes ud på vejene i vinterhalvåret og som ellers ville blive ødelagt af vejsaltet.

Planten er opdelt i han- og hunplanter, og det indebærer at hunplanten er afhængig af hanblomsterne for at kunne bære frugt. Eftersom pollineringen sker gennem vinden, er det vigtigt at der i et krat findes et mix af af begge planter.

Frugten modner i september/oktober, men er ikke helt nem at plukke, da bærrene er ganske små og sidder meget tæt på en tornet busk. Men den bedste metode er, at klippe grenene med bær af og lægge dem i fryseren. Når de er frosset, tages de ud og bankes let af med det samme. Hvis de ikke høstes, bliver de siddende det meste af vinteren eller til fuglene har spist dem.

Kakifrugten er et tomatlignende bær, hvis orangerøde, bløde frugtkød i smag minder om en pikant, mild blanding af abrikos, fersken og figen.
En umoden kaki er lysgul eller gulgrøn i farven og indeholder mange tanniner som snerper i munden og ødelægger fornøjelsen. Den bør først spises når den er mere orange i farven og let overmoden.

Sharonfrugten er en forædling af kakifrugten og blev fremavlet i Sharondalen i Israel. Den har nogle åbenlyse fordele i forhold til kakifrugten.
Den er mere fast i kødet, hvilket gør den mere transportvenlig og man behøver ikke at vente med at spise dem til de er overmodne.
Sharonfrugten indeholder også tanninstoffer, men de bliver fjernet inden frugten bliver afsendt til forbrugeren. Og så er de kerneløse, i modsætning til kakifrugten, som kan indeholde op til 8 kerner.

Kakifrugter dyrkes i dag i store dele af verdenen, hvorimod sharonfrugten kun dyrkes i Israel.

I butikkerne kan det være svært at se forskel på det to frugter da de ligner hinanden, derfor bliver navnene kaki og sharon brugt ligemeget om de to frugter. En sharonfrugt kan kaldes en kaki, men en kakifrugt kan ikke kaldes en sharon.

I Kina har man dyrket kirsebær i mere end 3000 år. Frugten var også kendt af de gamle egyptere, grækere og romere.
I det første århundrede var der dokumenteret 8 forskellige arter i Italien. Efter romerrigets fald forsvandt dyrkningen af kirsebærret, men blev genindført i England i 1700-tallet. Derfra blev kirsebærret spredt til resten af verden af de engelske kolonister.

Der findes i dag ca. 1200 dyrkede kirsebærarter.

Kirsebærtræet blomster omkring maj med hvide og langstilkede blomster. Frugterne høstes når de er gule eller røde. Kirsebærtræet anvendes også som møbeltræ på grund af den rødbrune, mahognilignende farve.

Omkring 1575 havde spanske bosættere frugten med til Amerika, og Californien er idag verdens 2. største producent af figner, på trods af at amerikanerne ikke bryder sig om dem.

Figner modner ikke ordentligt efter plukning og bør derfor først plukkes når de er modne. Når de er plukket, har de en kort holdbarhed på 8-10 dage. Friske figner er let fordærvelige og skal helst anvendes med det samme.

Vælg figner som er fyldige og giver efter ved et let tryk og undgå dem som er hårde og har ødelagt skind.
Figen er en frugtstandssamfrugt, dannet af en krukkeformet blomsterstand, med mængder af små blomster indeni. Når den er moden er den blød og mørkegrøn eller blåviolet.
Frugtkødet er meget sødt, da det har et stort indhold af sukkerarter.
Figen fås mest tørret, men man kan godt få friske figner i butikkerne hen på efteråret.

Den spanske by Granada er opkaldt efter frugten.
Spanske bosættere medbragte granatæblet til Amerika i 1700-tallet.
Håndgranaten er opkaldt efter æblet da granatens ydre opdeling minder om frøene.

Grenadine kommer af det franske grenade og er oprindeligt lavet af granatæblejuice og sukker til en sød sirup, der bla. bruges i cocktails. Men ordet Grenadine anvendes idag også om andre slags frugtsirup.

Granatæblet har en tyk, læderagtig, rød/brun skal som beskytter de saftige rubinrøde frø. De har en skarp men sød smag. De fleste spiser kun frøene, men der er nogle som også spiser den hvide marv.

Granatæbler modner ikke efter de er høstet, så når de først er plukket kan de ikke producere mere sukker. Desværre bliver de fleste kommercielle afgrøder høstet før de er fuldt modnet for at undgå, at kraftige stød flækker æblet. Derfor kan de granatæbler man køber idag godt være en anelse sure.

De vokser i tørt og subtropiskt klima og findes bla. i oaser. Frugterne hænger i store klaser under palmens blade.
Daddel er en aflang lys- eller mørkebrun frugt med et enkelt hårdt frø. Frugkødet er tykt og rødbrunt med et stort indhold af sukkerarter. Fås mest tørret.

Fersken er en stor rund stenfrugt. Den er lettere lådden og har gult, saftigt og meget aromatisk frugtkød. Stenen har dybe furer og er fast hæftet til frugtkødet.

Den blev rigtig omtalt i 1823 og var lokalt kendt under navnet “den forbudte frugt”, heraf dens videnskabelige navn Citrus paradisi.
Grapefrugten kom til Florida i 1830 og i ca. 1885 begyndte man at sælge frugten til resten af USA.
I begyndelsen af 1900-tallet blev der bragt planter til Europa, og man begyndte så småt at dyrke grapefrugten, men det er først i de senere år at dyrkningen er kommet rigtigt igang.

I dag dyrkes der grapefrugter i landene omkring Middelhavet og i bla. Florida, Brasilien, Mexico og det sydlige Afrika. Størstedelen af vore frugter kommer dog fra Israel og Florida.

Grapefrugt er en citrusfrugt og er opbygget som appelsiner.
Smagen forandres alt efter de klimatiske forhold, hvor frugten er dyrket. De kan både være syrlige, søde og en anelse bitre.
Grapefrugten indeholder et bittert, men meget sundt glucosid kaldet naringin.

Hyben består af blødt frugtkød der omgiver en masse små, hårede nødder (kløpulver). Disse nødder (kaldet kerner) skal fjernes. Det resterende orangefarvede frugtkød anvendes.

Hyben har et stort indhold af A-, C-vitamin og kalcium og har siden oldtiden været brugt som lægeplante.

Hylden er en busk, som kan blive op til 8 meter høj. Den er almindelig i Danmark og er svær at slå ihjel. Den skyder let og kan overleve frostvejr om foråret. Desuden er fugle meget glade for bærrene og derfor spredes de nemt.

Fra hyldetræet anvendes kun blomster og modne frugter, da blade, bark og de grønne frugter indeholder blåsyre, som er en svag gift og giver en ubehagelig og skarp lugt.

Hylden blomstrer ved midsommer, de er hvide til let gulige og sidder sammen i store skærme. Hyldeblomsten anvendes til hyldeblomstsaft.
Frugten modner i september og er små, sorte og kuglerunde bær og anvendes til hyldebærsaft og suppe.

Hylden er en gammel lægeplante, hvor afkog af blomster virkede feberstillende og hyldebærrene hjalp mod forkølelse og influenza. Hyldebærrene har et højt indhold af A- og C-vitamin.
Hvis man gnider hyldeblade mod huden, skulle det holde myg væk.

Der findes flere end 20 arter jordbær og det mest almindelige dyrkede jordbær i Europa er have-jordbæret, som stammer fra 1800-tallet og er en krydsning mellem Virginia-jordbær fra Nordamerika for dets fine smag og Chile-jordbæret for dets størrelse.

Den røde ‘blodfarve’ i blodappelsin kommer fra farvestoffet anthocyanin, der findes i mange planters plantedele. Under indflydelse af frugtsyrer, dukker denne røde farve op i segmenterne indeni og hos nogle sorter af blodappelsin ses det også på ydersiden af skrællen.

Den røde farve kommer kun frem, hvis frugten på træet i længere tid har været udsat for kølige nattetemperaturer. Derfor ligner blodappelsiner fra varmere subtropiske og tropiske egne ganske almindelige appelsiner.

Blodappelsin er blot en appelsin med en lidt speciel farve og en lidt anderledes smag, men anvendes på samme måde.

Blåbær skal være modne når de købes, da de ikke modner yderligere efter høst. Vælg blåbær som er faste og hele og undgå dem, der er bløde og vandede.

Den blev krydset af Rudolph Boysen fra Californien.
I slutningen af 1920′erne opsøgte Walter Knott, Rudolph Boysen for at høre om det nye bær. Men Boysen havde opgivet dyrkningen og solgt sin farm.
Bærrankerne stod stadig på gården og Walter Knott tog nogle ranker med hjem til sin egen farm. Han begyndte at dyrke boysenbærret og få år efter solgte han de friske bær fra sin gård.

Navnet er afledt af bremmel, der betyder tornet busk. Alle skud har talrige, kraftige, bagudbøjede torne, hvilket har ført til at man dyrker planten espalieret på øje hegn.

Brombær er en flerfoldssamfrugt med mange små blåsorte stenfrugter. De er saftige og aromatiske.

I Frankrig er der fremavlet en type cantaloupmelon, som de kalder charantais, og som dyrkes i hele Sydfrankrig. Skallen er næsten glat med mørkegrønne længdestriber og den er gul eller lysegrøn.

I Australien og New Zealand kaldes den en rockmelon, da den også kan ligne en lille sten.

Skærer man frugten igennem på tværs får man dekorative stjerner, deref navnet stjernefrugt. I midten sidder der små bløde frø som er spiselige, men let kan fjernes.

Herhjemme kunne man førhen kun få friske citroner på visse tider af året, resten af tiden havde man de små plastikflasker med koncentreret citronsaft stående. I dag kan man få friske citroner hele året.

Citroner indholder ca. 6-7% citronsyre og har et højt indhold af c-vitamin. Citron er ikke rar at spise alene, men den er perfekt som smagsgiver til både kolde og varme retter og drikke.

Appelsin er en citrusfrugt, der botanisk set er et flerrummet bær med frø, der er omgivet af saftfyldte hår (frugtkødet).
Frugten har en tyk gul yderskal med et stort indhold af æteriske (aromatiske) olier. Under yderskallen findes en svampet inderskal, der har et stort indhold af pectin.

De fleste sorter har gul saft, mens få har rød saft (blodappelsiner). Mange forædlede sorter har ingen eller kun få kerner.

De friske frugter er meget modtagelige overfor stød, og derfor har vi i Danmark kun kunnet få de tørrede abrikoser. Men i de seneste år er det blevet muligt at kunne købe friske abrikoser.

Frøene kan anvendes som erstatning for mandler i marcipan, der så kaldes persipan.

I Danmark vokser de i heder og skovlysninger på de solbeskinnede og tørre steder.
Herhjemme har vi ikke nogen egentlig produktion af tyttebær, og de fleste af de bær som vi køber, kommer bla. fra Sverige og Norge.

Bærrene er små, faste og mørkerøde og kan godt forveksles med tranebær.
Tyttebær er ligesom tranebær ganske velegnet til syltning og kompot pga. det høje indhold af benzoesyre, som er et konserveringsmiddel. Dette giver dem også en længere holdbarhed i forhold til andre almindelige bær.

Ribs er runde, røde, gule eller hvide bær, der sidder i små klaser. De røde bær har en friskere og let syrligere smag end de hvide. Bærrene har et højt indhold af pectin, hvilket gør dem velegnede til syltning og gelé.

Friske ribs skal have en god størrelse og rene og tørre. De skal sidde fast på stilken og må ikke have trykskader og sprækker.

I den nordiske mytologi er træet viet til guden Tor.
Rønnen skulle efter sigende have magiske kræfter og har i mange århundreder været brugt i forskellige kulturer, som bla. beskyttelse mod trolddom, eller bragt med på skibe for at undgå storme.
“De er sure, sagde ræven om rønnebærrene.” En sætning, der stammer fra historien The fox and the sour grapes, en af Æsops fabler fra det 6. århundrede f.kr. I den nordiske oversættelse er druerne blevet til rønnebær, da vi normalt ikke dyrker druer her.

Frugten ligner små æbler og er ikke meget større end 4-8 mm i diameter. De er orange til rødlige i farven og er bløde og saftige, hvilket gør dem til en yndet spise hos fuglene.
Jo længere bærrene får lov at hænge på træet, jo sødere bliver de. Det er bedst, hvis de får lov at opleve en nattefrost, men på det tidspunkt har fuglene spist dem.
Pluk dem når de er godt røde og læg dem så i fryseren et par dage.

Bærrene har igennem tiden været anvendt medicinsk mod bla. gigt, nyresten, mavesmerter og skørbug.

Frugterne har et højt indhold af pectin, hvilket gør dem velegnede til at lave gelé og marmelade.

I 1600-tallet begyndte man at dyrke den herhjemme. I starten dyrkede man planten for at kunne bruge den til medicin, men senere hen fandt man ud af at den også var god til bla. vin og snaps. Sidenhen fandt man ud af at den også kunne anvendes til almindelig madlavning.

Stikkelsbær kan variere i udseende. De kan være runde eller ovale og skallen kan være både glat eller håret. Farven på stikkelsbærene kan være både grønne, gule eller røde og smagen hos de modne bær er sød og let syrlig.

Skal stikkelsbærrene anvendes til gele, kompot eller lignende skal de umodne bær anvendes, da de har et højere indhold af pectin end de modne bær.

I begyndelsen af 1600-tallet i Amerika var der nogle indianere, som gav tranebærrene til nogle engelske bosættere. De tog bærret til sig og det har siden den dag været en del af amerikanernes Thanksgiving måltid, som rødkål er til den danske flæskesteg.

Herhjemme ser vi oftest tranebærrene som tørrede frugter, men de kan også findes frosne.

Tranebær er grårøde bær, der i sammensætning minder om tyttebær. Tranebærret indeholder et naturligt konserveringsmiddel, benzoesyre, og anvendes derfor mest til saft og syltning.

Botanisk set er planten en grøntsag, men den anvendes oftest som en frugt.
Rabarber er en flerårig plante, som man kan høste på i 5-10 år. Den behøver en kold sæson for at blomstre, hvilket gør den ideel til det nordlige klima.

Friske rabarber skal være let tynde, spændstig og mørkerød i farven. De grønne stilke er mere strenget og mere sure. Rabarber indeholder antocyaner, som giver grøntsagen dens røde farve. Indholdet varierer i de forskellige sorter, så nogle er mere røde end andre.
Friske rabarber er let fordærvelige og bør opbevares på køl for at bevare fugtigheden.

Grøntsagens syrlige smag skyldes et højt indhold af oxalsyre og æblesyre (indholdet afhænger af sort). Oxalsyre udfældes let med calcium, og det forhindrer kroppens optagelse af calcium både fra rabarbaren og fra andre fødevarer. Det kan desuden give ubehagelige reaktioner på tænderne.
Hvis det ønskes, kan man tilsætte calciumchlorid (“Nonoxal”) under kogning. Herved udfældes oxalsyren med calcium. Følg pakkens brugsanvisning.

Papaya er et stort melonagtigt bær der først er grønt – men ved modenhed bliver gulorange. Frugtkødets farve kan variere fra gul over til orange eller laksefarvet. En moden papaya har en meget blød konsistens og smagen er mild og let sødlig.
Inde i frugten er der et hulrum som er fyldt med en masse små gråsorte frø, der kan spises, men har en meget skarp smag.
Herhjemme er frugterne ikke meget større end en stor pære og de vejer som regel ikke mere end 4-500 gram. I troperne kan de blive op til 80 cm lange og veje op til 9 kilo.

Papaya indeholder et enzym, papain, som spalter proteiner og er derfor velegnet til mørning af kød, men kan ikke anvendes sammen med husblas. Sådanne enzymer findes også i bla. ananas og kiwi.

I troperne kaldes træet også for “medicintræet” og frugten for “sundhedsmelonen”, da den er rig på vitaminer og mineraler og har positive indvirkninger på helbredet.
Det menes at papaya kan kurere bla. halsbrand, dårlig mave og diaré.
Hvis frugten spises regelmæssigt har den en gavnlig virkning på kolesteroltallet, og den menes at kunne forebygge kræft, gigt og leversygdomme.

En moden passionsfrugt har en let grønbrun farvet skal. Efter høst afgiver frugten en del vand, som gør at overfladen bliver ujævn og skrumper ind, dette indikerer at frugten er spisemoden.
Frugtkødet er rødgult og geléagtigt og desuden fyldt med en mænde små frø, som er rig på proteiner. Frugtkød og frø spises sammen – og smagen er syrlig og aromatisk.
De frugter vi ser herhjemme er ca. 4-5 cm store, men i dyrkningslandene bliver de gerne op til 8 cm.

Ved køb må frugten ikke have sprækker og farven skal være jævn fordelt. Hvis skallen virker tør og frugten let, er den tørret for meget ud og bør ikke købes.

Pomeloen, som er den største citrusfrugt, kan være både pæreformet og rund. Herhjemme ser vi mest de runde og de vejer fra 500-1500 gram. De kan i sjældne tilfælde blive op til 60 cm i diameter og veje op til 10 kg.
De modne frugter kan være både grønne eller lysegule i farven. Skrællen er ret tyk, 1-3 cm, og bør ikke spises da den er meget bitter. Men skrællen kandiseres og anvendes som sukat.
Frugtkødet er fast og kan være både bleggult eller rødligt ligesom grapefrugt. De seje hinder omkring de enkelte frugtkødstykker fjernes.

Pære er en oval kernefrugt med en del stenceller i frugtkødet. Umodne pærer har et hvidt og hårdt frugtkød. Modne pærer har blødt og saftigt frugtkød – oftest med en meget aromatisk smag.
Pærer høstes altid umodne, men modner i løbet af 3-4 dage ved almindelig rumtemperatur.
Modne pærer har kun kort holdbarhed. Frugtkødet brunes let pga. et højt phenolase-indhold.

Vælg pærer i butikken, som stadig er hårde og umodne. Fuldmodne pærer er meget følsomme for tryk, så det er bedste at modne dem hjemme.
Den skal være fast i konsistensen og fri for stødskader. Den skal være hel, stadig have stilken og må ikke vise tegn på indskrumpning.

Pære er følsomme overfor ethylen og bør generelt ikke opbevares sammen med frugter som producerer ethylen. Men hvis du vil fremskynde modningen, kan de sagtens lægges i samme skål som æblerne.

Friske multebær skal være rene og modne med en flot gulorange farve. Pletter med mug og råd må ikke forekomme. De må heller ikke være begyndt at gære.
Multebær indeholder en del benzoesyre, som gør at de er delvis selvkonserverende. De skal helst opbevares ved 0-2 grader ellers kan de begynde at gære.

I Kina har frugterne været dyrket i flere årtusinder, og de kom til Europa via de gamle karavaneruter sammen med abrikosen.
I 1500-tallet kom den til England og derfra videre til Amerika af både englænderne og spanierne.
Indianerne blev glade for frugten, og det var dem der fik fremdyrket de sorter der dyrkes i Europa og andre steder i verden i dag.
Navnet har den fået efter ordet nektar, som anses for at være gudernes drik, og hentyder til frugtens saftighed, smag og sødme.

Nektarin har i modsætning til fersken en glat skal. Den er rødlig med gult skær, frugtkødet er guligt og omgiver en stor sten, der kan være let eller svær at fjerne, afhængig af sort.
Nektariner er meget modtagelige for plantesygdomme, derfor sprøjtes de og bør vaskes godt inden de spises.

Oliven er en oval stenfrugt på 1-2,5 cm. Den lille frugt er grøn, når den er umoden, og skifter farve fra gulgrøn over rødlig for til sidst af blive blåsort når den er helt moden.
Frugtkødet indeholder ca. 30-60% fedt, alt efter hvor moden frugten er.
Frugten ser vi som regel kun på glas eller dåse, den friske frugt ses sjældent herhjemme.

De friske olivenfrugter indeholder et glykosid, som gør at frugten er bitter. Denne bitterhed kan fjernes ved en fermentering (gæringsproces hvor frugtsukkeret omdannes til mælkesyre).
Først lægges frugterne i en opløsning med kaustisk soda i 6-8 timer for at trække de fleste bitterstoffer ud.
Derefter skylles de rene og lægges i en saltlage, hvor fermenteringen skal foregå. De ligger i beholdere ved max. 30 grader og gæringen er overstået efter 1-2 måneder, men de ligger gerne op til 6 måneder, da det forlænger frugternes holdbarhed.
Herefter kommer de videre til konservesfabrikken, som godt kan opbevare dem i op til 1 helt år før den videre forarbejdning.

Alle olivenfrugterne høstes grønne. De sorte oliven bliver sorte på fabrikken. De grønne oliven lægges i kar, hvor der bobler ilt op omkring, hvorved at de bliver sorte.
Få sorte (modne) oliven høstes og fermenteres, men de er svære at få fat på.

Udover spiseoliven anvendes frugterne også til olie, og træet anvendes til bla. byggemateriale og køkkenredskaber.

Vandmeloner ses oftest som runde eksemplarer, men de kan også findes som cylinderformet. Farven på skrællen kan variere fra helt grøn, eller som den ses herhjemme, let marmoreret med lysegrønne og mørkegrønne felter.
Smagen er mild og svagt sødlig og har et meget lavt sukkerindhold.

Det røde frugtkød indeholder ca. 95% vand og små sorte kerner. Vandmeloner med gult frugtkød er fremkommet ved forædling. Både de røde og de gule meloner kan findes uden kerner.

Man mener, at melonen stammer fra Lilleasien. Der er fundet tegninger af meloner på vægmalerier fra år 2400 f.Kr. Også i Bibelen omtales de runde, saftige frugter.

Honningmelonen har en let citrongul farve og formen er oftest oval, men kan også ses runde. Frugtkødet er hvidt og kan virke en anelse gennemsigtigt. Smagen er mild og sødlig med en let aroma af honning.

Mandarinen blev hurtigt en populær frugt til skolebørn, fordi den var let at pille. Den var dog en ulempe, den havde for mange kerner og blev derfor hurtigt erstattet af den nye sort, clementin, der næsten ikke havde nogle kerner.

Mandarinen er lidt mørkere og orange i farven end clementin. Frugten er lille, oftest lidt fladtrykt men rund og skrællen løsnes let. Frugtkødet har en sødlig smag.
I nogle lande kaldes frugten også tangerine efter Tanger i Marocco, hvor den første eksport begyndte.

Mango er en stenfrugt, hvis størrelse kan variere meget. Den modne frugt kan være både grønlig, gullig og rødlig. Det aromatiske frugtkød er gult og indeholder 15-20% sukkerarter.
Midt i frugten findes en stor flad, hård sten, der ikke løsner sig fra kødet, men må skæres fri. Det glatte læderagtige skind spises ikke.

En moden mango skal give efter formet let tryk og dufte kraftigere end en umoden mango. Den modne frugt kan godt have små sorte pletter på skindet, som ikke er dårligt, men indikerer et højt sukkerindhold.

I 1200-tallet kom frugten til Middelhavsområdet fra det nordlige Afrika sammen med ridderne fra korstogene. Herfra blev den bragt videre til Haiti og Amerika med spanske opdagelsesrejsende, for til sidst at ende i Florida Keys, hvor de i starten af 1900-tallet byttede dyrkningen af ananas ud med lime.

Lime er en citrusfrugt nært beslægtet med citron. Skal og frugtkød er grønligt. Frugtkødet er surt, men har en karakteristisk aroma og er mildere end citron.

Det er et rødbrunt bær med en læderagtig, nubret ujævn overflade. Frugtskallen fjernes og omgiver det glasagtige hvide frugtkød og frø.
En nyplukket litchi har en flot rødlig farve, som hurtigt bliver brunlig. Det har ikke nogen betydningen for frugtens kvalitet.

Vælg frugter som er lyse i farverne og uden pletter og huller. Hvis frugten er sur eller bitter er den ikke moden, og modningen stopper når den er høstet.

Vindruen stammer oprindeligt fra Sydvest- og Lilleasien, men dyrkes nu mange steder i verden i et væld af forskellige sorter, der anvendes til vinfremstilling eller frisk konsum.

I 1960′erne begyndte Italien at dyrke kiwifrugten og en eksport kom igang i 1970′erne. Italien er idag verdens største producent af kiwifrugter med ca. 33%, efterfulgt af New Zealand med ca. 25% af produktionen.

Kiwi er botanisk set et bær på størrelse med et stort æg. Skallen er brun og lådden og kan spises, hvis den børstes og vaskes grundigt. Det indre frugkød, der har en klar grøn farve, er isprængt en mængde små, sorte frø.
Smagen er meget aromatisk og minder om en blanding af fuldmodne stikkelsbær og jordbær. Kiwien er en god kilde til C-vitamin.

Kiwifrugten indeholder et proteinspaltende enzym (actinidin), som er velegnet til mørning af kød, men det ødelægger husblas’ geleringsevne. Enzymet kan ødelægges ved at overhælde frugten med varmt vand.

Det engelske navn coconut, stammer fra det spanske og portugisiske coco, som betyder abehoved. Portugisiske opdagelsesrejsende syntes at kokosnødden med de tre fordybninger lignede et abehoved.

Kokosnød er botanisk set ikke en nød men en stenfrugt. En kokosnød er ca. et år om at blive moden, men træet kan blomstre op til 13 gange på et år, så der vil hele tiden være friske nødder på træet.

Den har en brun, trevlet og meget hård skal. Kokosnødden indeholder en fast frøhvide, der kan spises naturel – feks. friskrevet. I frøhvidens midte er der et hulrum, der indeholder væske (kokosvand, som ikke er det samme som kokosmælk.).
Af den tørrede frøhvide (kopra) fremstilles kokosmel, der indeholder ca. 50% fedt. Kokosmælk fås ved at presse reven kokosnød (eller kokosmel) efter tilsætning af lidt kogende vand.

Ananas blev hurtigt en populær frugt i hele verden, og i begyndelsen af 1600-tallet blev de første ananas dyrket i drivhus i Italien.  Det var ikke før 1813 at den første ananas blev plantet på Hawaii.

Ananas er en frugtstandssamfrugt udviklet fra en blomsterstand, hvor frugtstilke, blomsterblade og bær danner én stor saftig frugt. Frugten vejer 1-2 kg, og er ved modenhed velduftende og har en gulbrun farve.

Ananas indeholder et proteinspaltende protein, kaldet bromelin. Effekten af bromelin forsvinder ved opvarming, derfor skal man altid give ananas et kort opkog, når man lave gelé, marmelade eller fromage. Ellers nedbryder bromelinen geléringsmidlet.

I den skrøbelige indpakning gemmes et sødt og syrligt bær, der smager som en blanding af ananas, passionsfrugt og tomat. Hylsteret er naturens eget værk og beskytter frugten, mens den vokser. Når frugten er plukket, har hylsteret ingen betydning.

Frugten stammer fra Chile og Peru, og blev af indianerne spredt langs Andesbjergene. Det var portugiserne, som tog planten med på skibene og plantede den på deres forskellige ruter.

Navnet har den fået fordi smagen minder om ananas og den er på størrelse med et kirsebær.

Frugten sælges normalt under navnet physalis

I år 650 bragte arabiske krigere bananen til Egypten og Palæstina og man mener at det var de arabiske slavehandlere som spredte planten til resten af Afrika.

Portugiserne opdagede planten i Guinea og plantede den første bananplantage på de Kanariske Øer i 1402.
En portugisisk munk bragte bananen med til Caribien, hvor den hurtigt blev populær. Den spredte sig så hurtigt i Latinamerika, at man en overgang troede at bananplanten stammede derfra.

Det var først i 1903, samtidig med lanceringen af verdens første køleskib, at man for alvor kunne importere bananer i Europa.

Banan er et aflangt bær med uudviklede frø og med en læderagtig skal. Umoden banan (melbanan) har grøn skal, og frugtkødet er smagsløst og med et stort stivelsesindhold.
Moden banan har gul skal – og frugtkødets stivelse er omdannet til sukkerarter, hvorved konsistensen bliver blødere og smagen fyldigere og sødere.

Udover mel- og frugtbanan findes en del andre varianter, feks. røde bananer og æble- eller babybanan.

Det var Alexander den Store som introducerede blommen i Middelhavsområdet.

Blommefrugten er en saftig stenfrugt, der kan være blåviolet, gul eller grøn. Der findes mange sorter, hvoraf Reine Claude er en særlig fin spisesort. Svesker er tørrede blommer.

Blommen er den næstmest dyrkede frugt i verden, næst efter æblet.