Laks

Laks
Navn Sæson
Engelsk Salmon Hele året
Højsæson: August-oktober
Fredningstid: 16. november - 15. januar
Latin Salmo salar
  J F M A M J J A S O N D
TILGÆNGELIGHED             
HØJSÆSON             
FREDNINGSTID             
Kendetegn:

Laks og ørred er meget lig hinanden, både i udseende og væremåde. Der er dog små forskelle, som gør at vi kan kende dem fra hinanden. Hvor ørreden er lidt buttet, er laksen mere slank. Haleroden er smallere, og når laksen udvandrer fra ferskvand til saltvand, bliver ryggen lidt mørkere, bugen bliver lysere og den får færre pletter under sidelinjen.
Når den vandrer tilbage til ferskvandet i gydetiden, bliver den igen mørkere i farven, skindet bliver tykkere og pletterne bliver røde og giver laksen et rødligt skær. Hannen udvikler tydeligt krogformede kæber.
Laks i yngledragt er totalfredet i perioden 16. november – 15. januar.

Levested:

Laksen er en vandrefisk. Den klækkes og lever de første år i ferskvand i floder, bække og åer, hvorefter den vandrer ud i havet og vokser op til den er klar til at yngle. Typisk 1-4 år. Herefter vandrer de tilbage til gydepladsen, hvor de gør klar til at gyde og befrugte æg.
Laks er udbredt i det nordlige Atlanterhav, fra Finland over Nordsøen og de Britiske øer og hele vejen ned til Portugal. Samt vestover til Grønland og Nordamerika.

Føde:

I ferskvand lever den mest af insekter, krebsdyr og anden fiskeyngel. I havet lever den mest af andre fisk. Den Nordatlantiske laks lever også af rejer og krebsdyr, hvilket gør at muskulaturen bliver mere orangerød. Østersølaksen æder flest sildefisk, hvilket giver den en blegere farve i muskulaturen.

Størrelse:

Laksens mindste fangstmål er 60 cm. Den vokser langsomt i ferskvand og det kan tage den op til 6 år at nå en længde på ca. 15 cm. Herefter vandrer den ud i havet og så tager væksten til. På 3 år kan den nå en længde på ca. 100 cm og veje op til 13 kg. Ved denne alder og størrelse er laksen blevet kønsmoden og klar til at gyde og begynder at vende tilbage til samme gydeplads, hvor de selv blev klækket.
Laksen bliver normalt 120-150 cm og kan nå en vægt på 25-45 kg.

Kønsmodning:

Når laksen bliver kønsmoden efter 3-4 år i saltvand, vender den tilbage til gydepladsen. Den vandrer til den samme flod, bæk eller å, hvor den selv blev klækket. Den gyder i perioden oktober-februar, afhængig af vandtemperaturen. Under vandringen og gydningen æder laksen ikke.
Hunnen laver en fordybning i flodbunden, hvor hun lægger sine æg og hannen befrugter dem. Afhængig af størrelse lægger hunnen mellem 8.000-25.000 æg. Herefter dækker hun dem til med sten og grus. Æggene klækkes i april-maj.
Både vandringen og gydningen er ufatteligt udmattende for laksen og de fleste dør bagefter. Kun ca. 5 % overlever vandringen ud til havet igen, hvor de kommer sig og kan det følgende år være heldige at opleve 2. gydning.

Fiskeart: Vandrefisk (En fisk, der lever i saltvand, men gyder i ferskvand)

Ernæring: Fed fisk (8-35 g fedt pr. 100 g fisk)

Holdbarhed
Max 48 timer, alt efter fiskens friskhed ved indkøb.
Fisk og skaldyr er letfordærvelige madvarer og bør helst opbevares under 2 grader. Da de fleste køleskabe i husholdningen køler ved højere temperatur - oftest 4-5 grader - bør fisken tilberedes samme dag.
Tilberedt fisk kan forlænge holdbarheden med 2-5 dage.

Anvendelse
Laksen kan anvendes til stort set alle tilberedningsmetoder, ovnbagt, stegt, grillet, gravad, røget, tørret m.m.
Udover kødet anvendes lakserognen også.

Laks med ovnbagte grøntsager og hvidvinscreme
- 4 stk laks á 160 gram
- ca 800 g klargjorte rodfrugter (eks. selleri, pastinak, gulerod, persillerod, ræddiker)
- friske timiankviste
- 2 store løg
- 1 dl hvidvinseddike
- 3 dl hvidvin
- 3 dl piskefløde
Grøntsagerne skæres ud i lige store størrelser. De vendes med olie, salt, groft peber og timiankviste og bages i ovnen til de er færdige. Det afhænger af størrelsen på grøntsagerne. De må gerne stadig have lidt bid.
I mellemtiden laves hvidvinscremen. Løgene hakkes groft og sauteres i lidt olie i en gryde til de er blanke. Hæld hvidvinseddiken over og kog ind. Tilsæt hvidvinen og lad det koge ind til halvdelen er tilbage. Hæld fløden over og lad det småsimre til cremen er reduceret med yderligere 1 dl.
Sigt cremen, så løgene fjernes og smag til med salt, peber og evt lidt citronsaft.
Laksen kan steges på panden eller bages i ovnen.
Anret grøntsagerne som et leje på tallerkenen og læg laksen ovenpå. (Fjern skindet, hvis du har tilberedt laksen med skind.) Hæld lidt hvidvinscreme over og pynt evt. med lidt frisk dild.
Cremen kan varieres med safran eller dild. Udblød lidt safrantråde i lidt lunkent vand i 10 min og tilsæt dem sammen med fløden. Eller tilsæt en god håndfuld friskhakket dild til cremen lige inden servering.

Frysning
2-3 mdr ved -18 grader.
Fisk og skaldyr skal være friske når de fryses ned.
Fiskekød forringes hurtigt i fryseren og bør ikke lagres længere end de anbefalede tider. Magre fisk bliver tørre og fede fisk bliver harske.

Næringsindhold pr. 100g Energifordeling
Energi 753 kJ I varen A.D.T
Protein 19,9 g 45 % mindst 10 %
Kulhydrat 0 g 0 % ca. 60 %
Fedt 10,9 g 55 % højst 30 %
Kostfibre 0 g   ca 30 g
Vand 68,2 g