Oh…Du skønne hyldeblomst

Oh…Du skønne hyldeblomst

Det er sommer og det er nu at du kan se den smukke hyldeblomst stå i fuld flor. Små hvid/gule blomster i store skærme, se…det er et skønt syn ved veje, stier og haver. Man har kendt til hylden i lang tid. Siden Romerriget har både blomster og bær været brugt som lægeplante. I nordisk mytologi mente man, at Freja boede i hylden og blev kaldt hyldemor. Ifølge et gammelt sagn varslede det død og ulykke, hvis man fældede et træ uden at have spurgt hyldemor om lov og samtidig plantede et nyt træ.

Selvom vi i dag ikke bruger planten for dens medicinske egenskaber, kan vi jo godt nyde brug af hyldens smagfulde blomster og bær. Hylden blomstrer i juni og frem til cirka midten af juli. Hvis du ikke har prøvet at lave hyldeblomstsaft før, kan du nå det endnu. De første blomster er begyndt at visne, men dem kan du plukke til september, når de er blevet til hyldebær.

Her kommer lige et par gode råd inden du går ud og plukker dine blomster:

  • Pluk fra træer der står langt fra trafikerede veje, så undgår du sprøjtegifte og skidt fra bilerne.
  • Pluk blomsterne i solskinsvejr, så de er helt tørre og helt sprunget ud.
  • Og sidst men ikke mindst, skal du være opmærksom på at bark, blade og de grønne umodne bær er giftige. De kan fremkalde kvalme, opkast og diarre.

Men lad ikke dette stoppe dig, for at komme i gang med at nyde de smukke blomster.

Hyldeblomstsaft:

20 skærme af hyldeblomst
1 kg økologisk rørsukker
20 g vinsyre/citronsyre (opløst i lidt vand)
2 citroner i skiver
1 liter kogende vand
1 tsk flydende atamon

Rens blomsterne for insekter og tørrede blomster og klip de grove stilke fra. Læg skærmene i en skål og vend sukker, vinsyre og citroner i og overhæld med kogende vand. Tilsæt atamon og lad saften trække koldt i 4-5 dage. Rør dagligt i saften. Si den og hæld på skoldede flasker.
Saften kan holde sig i ca. en uge. Den kan også fryses.

Hyldeblomst Spritzer med agurk og mynte:

1 agurk uden ender
1/2 flaske hvidvin
2 dl hyldeblomstsaft
friske mynteblade
2 liter dansk vand

Agurk, hvidvin og hyldeblomstsaft og evt et par mynteblade blendes godt sammen. Sigt den og hæld massen tilbage i blenderen og blend endnu engang til den er blevet helt fint blendet. Sigt igen og tilsæt 2 spsk af massen til den sigtede væske og stil den på køl til den skal bruges.

Ved servering: Læg er par isterninger i glasset og et par mynteblade. Hæld lidt agurkehvidvin i glasset til det er halvt fyldt og fyld op med dansk vand eller en let mousserende vin.